LYS & FORM – fra det norrøne

For at finde begyndelsen må vi gå langt tilbage. Fra 2020 spoler vi tiden tilbage til altings begyndelse, hvor guds ånd svævede over vandene og alting befandt sig i zonen mellem lys og mørke. Dengang drømte ingen om ord og tal, om skibe af jern og flyvende maskiner, fotoapparater, papir, flinteøkser, kvantemekanik og ånden selv var endnu ikke færdig med at udføre skaberværket. Hver dag var en rejse og en bevægelse mod noget andet – en rejse, der sluttede efter seks arbejdsintensive dage – og så en enkel dag til at hvile de trætte fødder, de trætte hænder og det trætte hoved. Tiden gik og blev senere sig selv. Og her står vi så: Midt i den foreløbige kulmination på verdens skabelse – det evige øjeblik – omgivet af kunstnerparret Kirsten Klein og Steen Folmer Jensens udstilling LYS & FORM.

Rejse i flerdimensionelle rum

Udstillingen tager udgangspunkt i kunstnerparrets mange og lange rejser i det norrøne og nordatlantiske område og består af fotografier og fundne og konstruerede objekter: Et tableau af todimensionelle flader af lys og tredimensionelle objekter i rummet, hvor hver eneste detalje er vigtig, ikke i kraft af hvad det hele præcist betyder, men på grund af det vidnesbyrd om tid, eksistens, sansning, erkendelse/undren og forandring, som LYS & FORM er: Udstillingen har del i to enkelte individers personlige rejser igennem en række landskaber og steder, som (hvis man ser bort fra tiden-før-nu og kan man overhovedet det?) – altid har eksisteret i forskellige manifestationer, men er samtidig en flerdimensionel rejse i geografiske, kulturelle, mytiske, tidslige og eksistentielle rum. Adskilte og sammenhængende bobler af eksistensmateriale.

Der er træ, sten og menneskeskabte objekter, der sammensættes og afspejler den stadige forandringsproces, som udspiller sig hvert sekund i dette univers. Men kan man overhovedet tale om et sekund? Hvad betyder et sekund lige nu for den, der vandrer i landskabet omkring Stonehenge og tænker på landskabet på Mors og tænker på busforbindelser mellem Frederikshavn og Hjørring og tænker på barndommens gade og pludselige erindringer og i forskellige stemninger og tænker på aftensmaden og tænker på om der mon findes et liv efter døden og tænker på om det mon begynder at regne og tænker på og tænker på og eksisterer og eksisterer? Og kan man overhovedet tale om et univers?

I gamle dage før verden og ungdommen gik af lave og Kant i 1783 satte klare begrænsninger for den menneskelige fornuft, før Freud, Nietzsche og Marx gjorde mennesket mistænksomt og før Marcel Duchamp introducerede komiteen for ”The Independent´s Exhibition” i New York for et pissoir var kunstnerens projekt at skildre eller formidle nogle centrale ideer og absolutte sandheder; gud, filosofien, samfundet, menneskets sande natur – Det Sande, Det Gode og Det Skønne.

Alt kunne ordnes og forstås – man vidste, at mennesket og verden var to adskilte størrelser og vigtigst: At der i mennesket og i verden eksisterer en kerne, en essens, der velsigner alt med en mening og et endemål. Da vi forlod de gamle dage stod vi tilbage med det meget gode spørgsmål: Indoptager vi passivt verden eller er vi med til at skabe meningen med det hele?

Det er et irriterende spørgsmål, der på mange måder har slået mennesket ud af kurs: Kan en krusedulle på et stykke papir komme til at betyde ligeså over tid som en kultisk stensætning gør i dag? Hvor vægtig og betydende skal et objekt være for at betyde noget? Og hvad betyder noget i og til alle tider? Og betyder det det samme for alle? Svaret er selvfølgelig ’nej’. Hvilket straks afføder det endnu mere irriterende spørgsmål: Hvorfor?

 Tilbage står landskabet, himlen, solen, månen, fysiske efterladenskaber og frembringelser, religioner, relationer, erfaring, sansning, lys og form:

Alt det hånden har skabt og alt det ånden har tænkt.

Man fristes til at spørge: Hvad betyder det? Og svaret er altid: ”Ikke nødvendigvis (men måske) noget lige nu”. Udstillingen LYS & FORM opfordrer til at omformulere spørgsmålet ”Hvad betyder det” til i stedet, undrende, åbnet, rejsende og i bevægelse at spørge: ”HVORDAN BETYDER DETTE NOGET?”