menu

Ord på: Foredrag om Bovin med Jens Tang Kristensen 3. september kl. 19.00

Karl Bovin en ægte kunstnerbeduin. Som medstifter af den fortsat aktive kunstnergruppe Corner var Karl Bovin ikke bare en socialt engageret kunstner; han var også på mange måder en ener i dansk mellemkrigs- og efterkrigstidskunst. Bovin var på alle måder en sammensat kunstner, idet hans interesse for billedproduktioner ikke gik forud for hans tilsvarende interesse for politik, sommerfugle, musikinstrumenter og fremmede folkeslags kulturer. På den ene side forholdt Bovin sig proaktivt til traditionen, på den anden side forblev han positivt stemt overfor tidens abstrakte kunst, hvorfor han også var nære venner med en kendt kunstner som Asger Jorn og en i dag stort set ukendt kunstner som Inga Lyngbye. Som integreret del af det københavnske boheme- og værtshusmiljø var Bovin en omstrejfende personlighed, om end han også forblev en passioneret skildrer af det lokale og nære miljø; som han fandt det i landskaberne omkring Frederikshavn, Odsherred i Nordsjælland og hans elskede Bahrain.

I dette foredrag skal vi se på hvordan Bovin som en hidtil marginaliseret kunstner, kan vise os noget mere generelt om kunstens sammensathed i det 20. århundrede.
Jens Tang Kristensen har Ph.d. i kunsthistorie og er museumsinspektør ved Museum Sønderjylland.