Kristoffer Rosing-Schouw: Theremin-koncert
Multiinstrumentalisten Kristoffer Rosing-Schouw brugte tiden fornuftigt under coronakrisen, hvor han i stedet for at bruge tiden på fællessang og håndsprit udforskede det vidunderlige instrument, thereminen.
Thereminen er lige fyldt 100 år og har – uden selv at have ændret sig – fulgt det 20. århundredes teknologiske udvikling med – må man formode – lige dele gru og håb. Instrumentet er en forunderlig anskueliggørelse af det usynlige elektromagnetiske felt, der omgiver planeten. Det er magi, det er videnskab – det er ubegribeligt i koncertsituationen hvorledes små bevægelser i det synligt tomme rum omdannes til toner.
Rosing-Schouw spiller Gymnopedie af Erik Satie i stærkt modificeret form og med i-øjeblikket indhøstede lyde fra selve museet og fra de umiddelbare udendørs omgivelser.