menu

Jorden tur/retur

I forbindelse med Artpushers udstilling #DANSK på Frederikshavn Kunstmuseum sætter vi fokus på samhørighed og fællesskab – og forsøger at opfylde nogle ønsker undervejs i fællesskab med Make A Wish Danmark.

Det er en gammel sandhed at fordomme og mangel på kendskab blokerer for fællesskabet, samhørigheds- og ansvarsfølelsen for andre mennesker.

Kampen for fællesskabet vil vi på Frederikshavn Kunstmuseum gerne kaste os ind i.

Vi går derfor i Artpushers fodspor og tager Frederikshavn under behandling gennem collage, fotografi, tegning og maling på ruten JORDEN TUR/RETUR.

Det er et åbent og gratis arrangement som løber igennem juli og august måned. På workshoppen tager vi udgangspunkt i allerede eksisterende postkort fra Frederikshavn og landsdelen i øvrigt og bearbejder disse til unika-postkort.

De unikke postkort sættes til salg i museumsbutikken og alle indtægter fra salget går til Make A Wish Danmark –  en forening der har til formål at opfylde ønsker for børn mellem 3-18 år i Danmark med livstruende sygdomme med henblik på at skabe håb, styrke og glæde.