Filmfestival: Proto & Andre Typografier
Lørdag d. 25. september mellem 11 og 14.
Gratis arrangement – tilmelding ikke nødvendig.
Film & Dada hører sammen; de dadaistiske formeksperimenter fra 1920´erne repræsenterer en kaotisk, tilfældig og nærmest hæslig æstetik, hvor teknologi, eksperimenter og erfaring flyder sammen og påvirker hinanden i en gensidig gidselsituation mellem menneske og maskine.
Filmskabere såsom Hans Richter, Man Ray og Viking Eggeling arbejdede i et felt, hvor teknologien både var ny og uprøvet. Men som de fleste andre kunstnere var de ikke begrænset af egne evner og udviklede i løbet af ganske få år en række formalistiske forstyrrelser som med betegnelsen Absolut Film stadig giver genlyd den dag i dag.
Dadaisternes ambition om at trække tæppet væk under meningsløsheden ved at undersøge den meningsløse mening igennem formeksperimenter fejrer vi på Frederikshavn Kunstmuseum med mini-filmfestivalen, som vi har døbt:
Proto & Andre Typografier.