menu

Adam Pultz Melbye: Solokoncert på Frederikshavn Kunstmuseum

Adam Pultz Melbye har siden 2019 arbejdet med udviklingen af instrumentet FAAB (Feedback-Actuated Augmented Bass).

FAAB er konstrueret i samarbejde med instrumentbyggeren Halldór Úlfarsson i 2019. Ved at udstyre en kontrabas med pickupper, forstærker, mikrocomputer og – ikke mindst – en højttaler indbygget i ryggen af instrumentet, skabes der en mekanisk og akustisk tilbagekobling (feedback) der sætter strengene i selvsving, så instrumentet så at sige kan spille selv.

Men fordi Adam ikke kan holde fingrene for sig selv, spiller han på instrumentet og indgår derved i dialog med de akustiske, mekaniske og digitale egenskaber, der kendetegner dette semi-autonome instrument. I løbet af koncerten vil publikum blive udsat for musik der – delvist komponeret og delvist improviseret – kommer rundt i krogene af instrument såvel som musiker.

Feedback tillader Adam at skabe flerstemmige og tætte klange samt komplekse klangfarver og rytmiske strukturer, der alt sammen udfolder sig i en åbenlys samtale – og nogle gange kamp – imellem musiker og instrument.

Efter koncerten vil Adam fortælle om instrumentet samt hvorledes han har udviklet sit repertoire.

Han vil desuden komme ind på hvordan virtuositet får en anden betydning, når man spiller et instrument der ikke gør som man siger. 

Adam Pultz Melbye er født og opvokset i Ribe og bor nu i Berlin. Han er musiker, komponist, lydkunstner og programmør samt PhD-kandidat på Queen’s University’s Sonic Arts Research Centre (SARC) i Belfast, Nordirland. Adam har turneret i Europa, USA, Japan og Australien, har udgivet tre soloalbum og medvirker på omkring 50 udgivelser. Han har skrevet, indspillet og opført musik til teater, dans og film og har udstillet skulpturer på Kunsthal Nord i Aalborg. Han er desuden gæsteredaktør på den seneste udgave af tidsskriftet ECHO fra Orpheus Instituut i Gent, Belgien.