menu

Invitation til fernisering

Lasse Thorst – Drømmevandrer

Frederikshavn Kunstmuseum – 22. august – 30. oktober 2026

Fernisering: lørdag d. 22. august kl. 14.00–16.00, Parallelvej 14, 9900 Frederikshavn.

Frederikshavn Kunstmuseum inviterer til åbningen af Drømmevandrer, hvor billedkunstner Lasse Thorst indgår i en sanselig og undersøgende dialog med Karl Bovins (1907–1985) landskabsmaleri.

Med afsæt i Bovins særlige evne til at forene det konkrete og det poetiske åbner Thorst nye rum i det velkendte landskab. Her forskydes perspektiver, og horisonter bliver til portaler. Landskabet træder frem som et drømmende rum befolket af mytiske figurer, erindringsspor og symbolske former.

Thorst arbejder i spændingsfeltet mellem det figurative og det symbolske. Hans værker kan læses som en bevægelse ind og ud af det klassiske landskabsmaleri – en transformation, hvor landskabet bliver en liminal zone som et overgangssted mellem det reelle og det imaginære, mellem historie og personlig erindring.

Udstillingen inviterer til et genbesøg af landskabsmaleriets epistemologiske potentiale: Hvordan kan det malede landskab fungere som en refleksion over menneskets forhold til natur, tid og eksistens? Og hvordan kan dialogen mellem to kunstnere – adskilt af generationer, men forbundet af en fælles sensibilitet – åbne nye veje for maleriets betydning i en samtid præget af bevægelse og søgen

Lasse Thorst (f. 1979) har udstillet nationalt og internationalt, herunder på CCA Kunsthalle (Mallorca), HEART – Herning Museum of Contemporary Art, CHART 2026 på Kunsthal Charlottenborg, Ruttkowski;68 (Paris), Steinsland Berliner (Stockholm) og Spring/Break (Los Angeles), hvor hans soloudstilling Sinners Feast blev fremhævet som “Best art on Spring/Break”.

Udstillingen er støttet af Knud Højgaards Fond og Ernst B. Sund Fonden.