& Exlibrissamling

Tidligere udstillinger

Agnete Brittasius debuterede på Den Frie i 1967 og har siden da arbejdet konsekvent og fokuseret på at at aflure leret dets hemmeligheder – blandt andet ved legende og nysgerrigt at undersøge utraditionelle sammensætninger af forskellige materialer; ler, træ, plastic, glas, krystal, bronze, guld og tekstil samt udvikle egne – og umiddelbart naturstridige – brændingsteknikker.

Hendes motivverden er fabulerende, formerne svulstige, pågående og nærmest levende i deres organiske invasion af rummet.

Nogle ser svampe, der med stor kraft og farve-iver vokser op fra undergrunden, andre ser fallossymboler og magiske væsner fra underbevidstheden og andre igen hæfter sig ved forankringen i den vestlige kulturkreds´ religiøse motiver og de fortællinger, der er indlejret i kunstnerens keramiske værker. Alle har ret og alle tager fejl: Brittasius er nemlig helt sin egen og har formået at fastholde og videreudvikle sin kunstneriske vision og intuition igennem næsten seks årtier på helt egne præmisser. Det enorme engagement og den indre overbevisning har da også resulteret i et væld af hædersbevisninger, legater, priser og bestillingsopgaver på udsmykninger i og af det offentlige rum i både ind- og udland.

På udstillingen vises et retrospektivt udvalg af Brittasius´ keramiske arbejder, billeder og skitser fra årene 1963-2021. Som et ekstra drys af magi viser vi også – for første gang i lang tid – malerier af Elisabeth Schou (1893-1939); den talentfulde frederikshavnske maler, der døde i en tidlig alder, men alligevel nåede at oparbejde et imponerende oeuvre. Der er tale om to kvindelige kunstnere, der taler med hinanden gennem tiden og med inspireret talent og stålsat vedholdenhed begge har forenet det kunstneriske liv med det levede liv – to kvinder, der på hver deres måde har gjort digteren Ambrosius Stubs´ ord ”Verden føjer den, der gør, hvad verden vil” til skamme.

Med et fælles afsæt i graffitikunsten inden deres indtræden på den etablerede kunstscene har Holm og Mikkelsen skabt det perfekte fundament til en fælles udstilling, hvor deres respektive tematikker kommer til sin ret hver især.

Holm har fra den spæde begyndelse haft fokus på ikke-sjældent marginaliserede mennesker – nationalt og internationalt – ligesom eksistentielle spørgsmål omkring samtidsmenneskets opholdssteder i urbane miljøer kontra muligheden for ubevogtet kontemplation i afsidesliggende skove og terrain-vague-lignende miljøer har spillet en rolle. Et spørgsmål som også optager Holm er den døgnåbne digitalisering. Hvad er det dog vi bruger tiden til? Og er vi slet ikke i tvivl om vores dispositioner?

Selv er han rundet af vestkystens uomgængeligt største havneby, Esbjerg, hvor han har et af sine to væresteder, sideløbende med atelier og bopæl i metropolen Berlin. Han er med andre ord omgivet af storbymentalitet i sit kunstneriske virke og har dermed righoldigt erfaringsmateriale at øse af, når han skal tage temperaturen på samtidsmennesket.

Måske er det netop i kraft af dette vokabular af eksistensfortællinger fra det urbane liv, at Holm formår at afkode mennesket og dets allerinderste drømme. Drømmen om stilhed og fordybelse. Hvad skoven også repræsenterer af horisontalt liv i øjenhøjde giver den afdragsfrit i vertikalt perspektiv. Når stigen i installationen, der illuderer skovbund med afrevne eller nedfaldne grene, samtidig rummer en hvid stige, rettet op i universets uendelighed, er metaforen for et åndeligt, eller himmelsk perspektiv en realitet. Hvid tilhører de abstrakte, akromatiske farver og bryder med skovbundens organiske naturfarver. Det kan dog tydes som skæbnens ironi, at den abstrakte verdens kolorit skal repræsentere et vertikalt vue – eller er det netop Holms vision, at muligheden for fordybelse altid er til stede? Måske er det altid det enkelte menneskes valg, der afgør fokus.

Vender vi blikket mod Holms malerier har farven blå en særlig betydning, og han har da også tidligere udstillet under titlen ”Berliner Blau”. Hvorfor mon male lærred efter lærred i monokrome blå toner? Er det for meget at sige, at vi i Norden elsker blå? Det er næppe derfor Holm har ladet de blå penslers svingom fylde malerierne. Vi taler dog om blå musik – blues. Vi taler også om den blå time. Melankolien er lige om hjørnet. Ligesom alle andre farver kan blå rumme toner af dyster sort og poetiske hvide strejf. Alle farver har to sider i sig. Når Holm beder os om at omfavne mørket, beder han os samtidig om at rumme os selv i helfigur både eks- og introvert. Hvad mere kan vi forlange af en kunstner?

René Holm er født i 1967 og tog afgang fra Århus Kunstakademi i 2006. Hans værker har været vist i New York, Paris, Berlin, Polen og Østrig ligesom han er repræsenteret på en række kunstmuseer.

Mørket kan tage så mange afstikkere, men uden lys intet mørke. Frodo Mikkelsen henter som så ofte før elementer fra tegneseriekunsten og krydrer med vanitassymboler, såsom smilende kranier hentet i barokken. Tegn på livets skrøbelighed. Vi skal alle dø. Husk det nu. Også derfor ser dødningehovedet sig her tilbage på det, som var. Fremtiden er forbeholdt de levende. Et par mørke fugle svæver i luften med åbne næb. Altid på jagt efter noget med de vagtsomme blikke i lysende gult. Nederst toner det gode skib stilfærdigt fremad med lysende, gule koøjne ligesom et uskyldsrent hvidt flag mildt blæser i vinden. Ohøj, hvor det går! Violet er den farve der ligger tættest på mørket og får sit klareste udtryk i samspil med gult. Sammen formidler de farvecirklens stærkeste lys-mørkekontrast og sætter scenen for udstillingens tematik. Tag godt imod mørket!

At fænomenet ’scene’ spiller ind i Mikkelsens værker er næsten en selvfølge. At stå foran et af kunstnerens malerier er næsten altid som at få trukket scenetæppet til hver sin side med konkrete bølgende tæpper, ligesom scenehimlen ofte viser sine karakteristiske rektangler. Et glimt fra den geometriske verden hvor der må være en kant. Her i varm orangerød med en iskold turkisblå stribe.

Ellers følger en serie malerier med den karakteristiske cowboy i centrum fra Det vilde Vesten. Og det må næsten synes som en ældgammel vision, der pludselig ser dagens lys, når netop Mikkelsen i mange år har ladet denne cowboy, sit alter ego, befolke maleri efter maleri, med privat bopæl i København, men netop nu har overgivet sig til et liv med atelier og bopæl i Thy. Det er som om cowboy´en endelig er kommet hjem. Som altid i et sandt farveorgie af spektralfarver hjulpet af skovens fauna og flora i et eventyrligt skær. Snart ses en bjørn, snart ses en fugl, men kraftsymbolet ’hesten’, som en hver mand med respekt for sig selv, altid gerne har ville besmykke sig med, styres af sin herre.

Nyt er de tilnærmelsesvise installationer – måske snarere skulpturer – hvor geometrien får det sidste ord. Måske er det pejlemærker mod næste stop?

Mikkelsen er altid på vej. Langt ud over stepperne og han kræver lange, lange tøjler.

Frodo Mikkelsen er født i 1977 og debuterede på kunstnernes Efterårsudstilling i 2001. Han har udstillet i ind- og udland. Mikkelsen er desuden repræsenteret på flere kunstmuseer.

 

 

Begyndelsen

For at finde begyndelsen må vi gå langt tilbage. Fra 2020 spoler vi tiden tilbage til altings begyndelse, hvor guds ånd svævede over vandene og alting befandt sig i zonen mellem lys og mørke. Dengang drømte ingen om ord og tal, om skibe af jern og flyvende maskiner, fotoapparater, papir, flinteøkser, kvantemekanik og ånden selv var endnu ikke færdig med at udføre skaberværket. Hver dag var en rejse og en bevægelse mod noget andet – en rejse, der sluttede efter seks arbejdsintensive dage – og så en enkel dag til at hvile de trætte fødder, de trætte hænder og det trætte hoved. Tiden gik og blev senere sig selv. Og her står vi så: Midt i den foreløbige kulmination på verdens skabelse – det evige øjeblik – omgivet af kunstnerparret Kirsten Klein og Steen Folmer Jensens udstilling LYS & FORM.

 

Rejse i flerdimensionelle rum

Udstillingen tager udgangspunkt i kunstnerparrets mange og lange rejser i det norrøne og nordatlantiske område og består af fotografier og fundne og konstruerede objekter: Et tableau af todimensionelle flader af lys og tredimensionelle objekter i rummet, hvor hver eneste detalje er vigtig, ikke i kraft af hvad det hele præcist betyder, men på grund af det vidnesbyrd om tid, eksistens, sansning, erkendelse/undren og forandring, som LYS & FORM er: Udstillingen har del i to enkelte individers personlige rejser igennem en række landskaber og steder, som (hvis man ser bort fra tiden-før-nu og kan man overhovedet det?) – altid har eksisteret i forskellige manifestationer, men er samtidig en flerdimensionel rejse i geografiske, kulturelle, mytiske, tidslige og eksistentielle rum. Adskilte og sammenhængende bobler af eksistensmateriale.

 

 

Der er træ, sten og menneskeskabte objekter, der sammensættes og afspejler den stadige forandringsproces, som udspiller sig hvert sekund i dette univers. Men kan man overhovedet tale om et sekund? Hvad betyder et sekund lige nu for den, der vandrer i landskabet omkring Stonehenge og tænker på landskabet på Mors og tænker på busforbindelser mellem Frederikshavn og Hjørring og tænker på barndommens gade og pludselige erindringer og i forskellige stemninger og tænker på aftensmaden og tænker på om der mon findes et liv efter døden og tænker på om det mon begynder at regne og tænker på og tænker på og eksisterer og eksisterer? Og kan man overhovedet tale om et univers?

 

Hvad kontra hvordan

I gamle dage før verden og ungdommen gik af lave og Kant i 1783 satte klare begrænsninger for den menneskelige fornuft, før Freud, Nietzsche og Marx gjorde mennesket mistænksomt og før Marcel Duchamp introducerede komiteen for ”The Independent´s Exhibition” i New York for et pissoir var kunstnerens projekt at skildre eller formidle nogle centrale ideer og absolutte sandheder; gud, filosofien, samfundet, menneskets sande natur – Det Sande, Det Gode og Det Skønne. Alt kunne ordnes og forstås – man vidste, at mennesket og verden var to adskilte størrelser og vigtigst: At der i mennesket og i verden eksisterer en kerne, en essens, der velsigner alt med en mening og et endemål. Da vi forlod de gamle dage stod vi tilbage med det meget gode spørgsmål: Indoptager vi passivt verden eller er vi med til at skabe meningen med det hele? Det er et irriterende spørgsmål, der på mange måder har slået mennesket ud af kurs: Kan en krusedulle på et stykke papir komme til at betyde ligeså over tid som en kultisk stensætning gør i dag? Hvor vægtig og betydende skal et objekt være for at betyde noget? Og hvad betyder noget i og til alle tider? Og betyder det det samme for alle? Svaret er selvfølgelig ’nej’. Hvilket straks afføder det endnu mere irriterende spørgsmål: Hvorfor?

 

Tilbage står landskabet, himlen, solen, månen, fysiske efterladenskaber og frembringelser, religioner, relationer, erfaring, sansning, lys og form: Alt det hånden har skabt og alt det ånden har tænkt. Man fristes til at spørge: Hvad betyder det? Og svaret er altid: ”Ikke nødvendigvis (men måske) noget lige nu”. Udstillingen LYS & FORM opfordrer til at omformulere spørgsmålet ”Hvad betyder det” til i stedet, undrende, åbnet, rejsende og i bevægelse at spørge: ”HVORDAN BETYDER DETTE NOGET?”

 

Steen Folmer Jensen (f. 1939). Kunstakademiets Arkitekskole 1965-70. Arkitekt, tingfinder og billedmager. Medlem af Morsø Kunstforening.

 

 

Kirsten Klein (f. 1945). Uddannet portræt- og museumsfotograf 1966. Repræsenteret i private og offentlige samlinger. Medlem af BKF, Kunstnersamfundet, Vrå-udstillingen og Corner.

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstillingsperiode: 4. juli 2020 – 29. august 2020

Et specielt dansk fænomen

Hvad er typisk dansk?, spørger kunstneren Artpusher og placerer begrebet bagved det allestedsnærværende hashtag (engelsk)/havelåge (dansk), som mange bruger til at opdele verden i overskuelige kategorier med i 2020. Er det lakrids eller marinerede sild på rugbrød anrettet på musselmalet porcelæn fra Royal Copenhagen? Måske er kongefamilien og Dannebrog noget typisk dansk? Hvorvidt det er som følge af intellektuel og kritisk magelighed eller udtryk for dybfølt overbevisning, ville de fleste nok uden videre acceptere disse fænomener i tiden og kulturrummet som værende danske og som noget, vi som borgere i dette land føler samhørighed med og som indgår i vores selv- og samfundsforståelse. De er i hvert fald vanskelige at komme udenom.

 

 

’KRØYERS KARRUSEL’, olie på lærred, 70 x 70 cm (foto: Artpusher)

 

Men lakrids er af finsk oprindelse, marinerede sild oprindeligt en hollandsk spise, rugbrødet stammer fra Tyskland og porcelænsteknikken er udviklet i Kina før Danmark overhovedet fandtes. Dronningen er halvt svensk, prinsesserne fra Australien og Frankrig. Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland i 1219 og sådan kunne man blive ved i det uendelige…

Der findes faktisk stort set intet typisk eller oprindeligt dansk – bortset fra (måske) Grundtvig, højskolerne og håndbold. Og ikke engang dér kan man føle sig helt sikker på om danskheden nu også holder. ”Er det da vigtigt?”, fristes man til at spørge. Er det vigtigt at kunne hive nogle klokkeklare og indiskutable danskhedsmarkører op af hatten til brug i livet, i døden, til fest og til hverdag? Man kan hævde, at beslutningen om hvad der er vigtigt eller ej ikke er indlejret i det kunstneriske undersøgelsesfelt og i øvrigt heller ikke er kunstens og kunstnerens drivkraft.

Tværtimod hænger den kunstneriske undersøgelse tæt sammen med en undren og en åbenhed, drevet af både spontan og motiveret nysgerrighed og trangen til at afsøge grænserne for forståelse, det stemte blik, sprog og materialer, at udforske de strukturerende principper i den måde vi indretter os på – alene og i fællesskaber – og hvorledes vi forholder os til og fortolker de omstændigheder, begivenheder og fænomener, vi ingen indflydelse har på. Der er så meget under himmel og jord og videre ud i det uendelige univers, der kan undre; det at spørge ind til virkeligheden og verden har altid været menneskets første impuls.

 

Så hvad er det, der definerer os som et folk/befolkning/nation/fællesskab, når alle de ting vi oftest regner som typisk danske faktisk stammer fra andre lande og kulturer?

 

Udstillingen #DANSK er kunstneren Artpushers ironiske bud på noget, der ligner et svar.

I værkerne inkorporerer han etablerede ”danskheder” såsom Lego, Kay Bojesen, Kgl. Porcelæn, røde pølser og H.M. Dronning Margrethe II.

En gennemgående præmis for værkerne er, at alle de rigtige #danskere er udformet som avancerede Legofigurer imens alle #udlændinge er afbildet som amøbeagtige og halvdumme Minions.

Artpusher har igennem de sidste 20 år levet af sin kunst. Det gennemgående udtryk i Artpushers praksis er det klassiske oliemaleri og akvareltegninger, som han bringer i spil på et højt teknisk niveau og med en trofast, om end innovativ, traditionsbevidsthed, som trækker tråde fra de flamske maleres proto-hyperrealisme, til den japanske hentaitradition, over Roy Lichtenstein og Andy Warhols Popart-eksperimenter i 50´ernes og ´60 ernes USA og videre til Street Art. Hertil kommer en heftig, humoristisk og generøs dosis motiveret provokation, anti-establishment og eksplosiv energi, der ikke blot kommer til udtryk i værkerne, men også afspejles i kunstnerens enorme produktivitet.

 

 

PANDA DIPLOMACY, olie på lærred, 70 x 110 cm (foto: Artpusher)

 

Kunstneren Artpusher er et eklektisk bekendtskab; et konglomerat af de sidste 60-70 års eskalerende materialisme og forbrugseksistens, men alligevel både konsistent og konsekvent i sin vedholdende civilisations- og modernitetskritik, som finder sin form i det han selv kalder ”…en alternativ og kritisk historiefortælling om det samfund, vi lever i i dag”.

 

 

CV:

Artpusher (f. 1965 som Søren Vilhelm, bosat i København) med det borgerlige navn Love Party.

Autodidakt og har udstillet verden over og i sammenhæng med globalt etablerede navne inden for Pop Art og Street Art: Banksy, Damien Hirst & Andy Warhol m.fl.

Han er rigt repræsenteret i private samlinger og indgår desuden i Designmuseum Danmarks permanente samling.

 

 

Artpusher alias Søren Vilhelm alias Love Party (foto: Artpusher)

 

Se også artpusher.dk

 

 

 

30. januar kl. 19

Billetter skal købes på kunstmuseet SENEST tirsdag den 22. januar!

En helt speciel oplevelse venter publikum, når Frederikshavn Kunstmuseum torsdag den 30. januar inviterer til operafortælling på museet. En unik performance, hvor fortælling, musik og billedkunst møder hinanden, og det foregår lige midt i Anne Marie Johansens store farverige udstilling ”Storm og Stille”.
Det er en af verdens mest berømte og elskede operaer, Puccinis ”La bohème”, der ligger til grund for denne operafortælling. Men historien om bohemerne i det kolde loftskammer i Paris lempes fri af operaens handling og sættes ind i en ny sammenhæng, der giver den selvstændig form og på samme tid føjer nye dimensioner til den kendte fortælling om kunstneren Marcel og den fattige Mimi.
Det er Søren Schelling, sanger, foredragsholder og operaformidler fra Odder, der fortæller historien live. Siden sin barndom har han været grebet og inspireret af operaens magiske univers, og gennem de seneste år har han arbejdet med operafortællinger både i litterær form og som levende fortællinger flettet sammen med billeder og musik.
Søren Schelling har arbejdet sammen med billedkunstner Anne Marie Johansen om ”Billeder fra et bohèmeliv”, så ud over fortællingen får publikum også mulighed for at se Anne Maries originale illustrationer på storskærm, ligesom der selvfølgelig også bliver lejlighed til at kigge på den aktuelle udstilling.
For at festliggøre aftenen bydes der også på lidt tapas og vin. Ønsker du at lade dig rive med af en god historie med smuk musik og fantasirige illustrationer, så køb billet på kunstmuseet til arrangementet torsdag den 30. januar kl. 19.

Figuration i rum

7. marts til 27. juni 2020

Fernisering 7. marts kl. 14 – alle er velkommen

“Annette på stol” foto Kirstine Mengel – Parafrase over Bliktrommen foto Evan Frederiksen – “Stige gennem sten” foto Kirstine Mengel

Udstillingen på Frederikshavn Kunstmuseum viser eksempler på hvad der har optaget Keld Moseholm som billedkunstner gennem tiden.
Fra det sete og sansede, fra croquis tegninger og skitser til portrætter og naturalistiske skulpturer – til de mere filosofiske og ekspressive – nogle gange surreelle og absurde skulpturer, hvor han bruger den lille runde figur som en anonym, tidløs arketype.
Det har været væsentligt for Keld Moseholm at udforske den menneskelige krop på forskellig måde, og den klassiske figur danner grundlaget for skulpturerne med den lille runde figur.
I skulpturerne med den runde figur er det mere de eksistentielle vilkår der optager ham, udtrykt igennem formen i rum, hvor rytme, balance og bevægelse er væsentlige skulpturelle elementer, ligesom tyngde og vægtløshed, spejlinger og det imaginære rum har inspireret.
Almindelige dagligdags ting kan få betydning som metaforer for tanke, følelse og erindring om hændelser i vores tid, f.eks. mure mellem mennesker eller magtens skrøbelighed vist i eksempelvis ”Korthuset” eller ”Kniven”
Keld Moseholm har været inspireret af fortiden og menneskets grundvilkår og den måde det har været udtrykt på i kunsten igennem tiden, ex helt tilbage til en ca. 20.000 år gammel ”Venus fra Willendorf”, men er også inspireret af nutiden, og lige nu er det klima og miljø der spiller en væsentlig rolle i vores bevidsthed og måske påvirker den kunstneriske proces. På den måde bliver skulpturerne tidløse – rækker henover tid i deres udtryk. Moseholm ønske er, at beskueren selv tager stilling til hvad der kan være på færde, og han forholder sig åbent til tolkning af værkerne.
Se også www.moseholm.dk

1 2 3 61
Tilmeld dig vores Nyhedsbrev

Sponsorer:

spar_nord_small


cafe_staehr_logo_small


logo_vinsp


nordjyske_bank_small


Restaurant Empire