& Exlibrissamling

Agnete Brittasius debuterede på Den Frie i 1967 og har siden da arbejdet konsekvent og fokuseret på at at aflure leret dets hemmeligheder – blandt andet ved legende og nysgerrigt at undersøge utraditionelle sammensætninger af forskellige materialer; ler, træ, plastic, glas, krystal, bronze, guld og tekstil samt udvikle egne – og umiddelbart naturstridige – brændingsteknikker.

Hendes motivverden er fabulerende, formerne svulstige, pågående og nærmest levende i deres organiske invasion af rummet.

Nogle ser svampe, der med stor kraft og farve-iver vokser op fra undergrunden, andre ser fallossymboler og magiske væsner fra underbevidstheden og andre igen hæfter sig ved forankringen i den vestlige kulturkreds´ religiøse motiver og de fortællinger, der er indlejret i kunstnerens keramiske værker. Alle har ret og alle tager fejl: Brittasius er nemlig helt sin egen og har formået at fastholde og videreudvikle sin kunstneriske vision og intuition igennem næsten seks årtier på helt egne præmisser. Det enorme engagement og den indre overbevisning har da også resulteret i et væld af hædersbevisninger, legater, priser og bestillingsopgaver på udsmykninger i og af det offentlige rum i både ind- og udland.

På udstillingen vises et retrospektivt udvalg af Brittasius´ keramiske arbejder, billeder og skitser fra årene 1963-2021. Som et ekstra drys af magi viser vi også – for første gang i lang tid – malerier af Elisabeth Schou (1893-1939); den talentfulde frederikshavnske maler, der døde i en tidlig alder, men alligevel nåede at oparbejde et imponerende oeuvre. Der er tale om to kvindelige kunstnere, der taler med hinanden gennem tiden og med inspireret talent og stålsat vedholdenhed begge har forenet det kunstneriske liv med det levede liv – to kvinder, der på hver deres måde har gjort digteren Ambrosius Stubs´ ord ”Verden føjer den, der gør, hvad verden vil” til skamme.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev

Sponsorer:

spar_nord_small


cafe_staehr_logo_small


logo_vinsp


nordjyske_bank_small


Restaurant Empire