& Exlibrissamling

Much too much

22. august til 17. oktober 2015

Genvej til Rio.

bram-3i1

Hvordan får en grå nordeuropæisk kontormus en tur i den febersøde altopslugende karnevalsophedede tørretumbler i Rio de Janeiro?
Ja, hvis man bor i Holland, kan man tage en tur udenom motorvejsnettet.  Gennem skoven, forbi hovedbygningen i en tidligere institution for skæve mennesker. Man forventer næsten, at se en Van Gogh med bandage komme sjoskende hen ad de nydelige anlagte institutionelle gangstier. Bare følg vejen til den ender.
Jeg havde jo fået at vide, at jeg skulle besøge et kreativt menneske, der sjovt nok havde slået sig ned på det sted, hvor det regelrette samfund havde opbevaret og sikkert også forsøgt at behandle nogle særlige eksistenser.
Det pis øs regnede! Chaufføren synes kun at have 2 pedalindstillinger: fuld fart frem eller bremsen i bund! Og min medpassager var for længst holdt op med at være fortællende guide til fordel for et fast greb om en håndtaske og et stort lommetørklæde.
Da skovvejen slap op, lå den gamle tidligere institutions grønsagsvaskeri i en lille lysning omgivet af høje træer. Regnen gjorde at vi småløb ind til en hvid port.
Der åbnede den sig så! – Genvejen til Rio de Janeiro.
Fed massiv sambajazz, leveret af et eminent orkester projekteret op på væggen og kunstværker i klare  pågående farver, tog imod os der  lignede druknede mus.
Centrum i dette magiske sted hedder Bram Reijnders. Et menneske, der ikke synes, at ét kontinent er nok. .

Som et renæssancemenneske vil han ikke bare vise, at han kan kunst, men også at han er bærer af kultur. Væggene strutter af hans egne kreationer, der tydeligt bærer beviser på multimenneskets evne til at rumme multikulturen. For ham er det ikke besværligt at tage turen fra Holland til Brasilien og videre til Indien for at skabe en serie værker, der bærer titler som: ”White magic inturbolence” og ”Journey to the sender”. Mennesket Bram Reijnders blev garanteret ”beamet” ned fra sit chokoladeovertrukne rumskib bare 4 år efter at The Beatles gik i opløsning og 7 år efter den engelske billedkunstner Peter Blake havde kreeret omslaget til ”Sgt. Pepper” lp´en. Slår man ham op på Google er både Eindhoven og Rio de Janeiro nævnt som affyrings-rampe, og det er fair nok, for Bram Reijnders har kultureksporteret ikke bare sig selv men også andre kreative mennesker fra blandt andet Brasilien til Europa.

Tidernes puls.
Det er et faktum, at nutidens børn hver dag udsættes for 1000 gange flere billeder, end hvad folk gjorde på Van Goghs tid. Børn og andre gode mennesker zapper let og helt uden at tabe pusten mellem 100 programmer. Mens de selvfølgelig samtidig twitter, går på Facebook og lige tjekker et eller andet på Google . Det synes mange er for meget!
Dengang Vincent (ham der Van Gogh) gik rundt i det traurige, billedefornægtende calvinske Holland, var der ikke andet end naturen, der kunne forstyrre. Så hans motiver blev selvfølgelig kartoffelbønder, marker, blomster, et par luvslidte sko osv. Kunstnere og børn er sat på jorden for at sparke til grænser. Spørger man babyen, der har trykket tandpastaen ud over hele gulvtæppet, hvorfor hun/han har gjort det? Bliver svaret ganske enkelt og helt logisk: ”Fordi jeg kunne!” Van Gogh ville også gå længere end hans udslidte sko. Så naturen blev bare springbræt til syvmileskridt, hvor en buket af de blomster, som franskmændene kalder ”Tournesol”, skulle stå som et postulat om kunstnerens vilje og ikke bare en naturtro gengivelse.
Ikke mærkeligt at al den vilje og stræben efter det sublime, overraskende og i hvert fald ikke dét de andre kunstnere gik og lavede, kom til at koste et øre! Eller var det kærligheden!
Dengang i slutningen af 1800-tallet var muligheden for at se KUNST de store saloner i Paris. Her kunne man se det mest vovede og fornyende. Kunstnerens arbejdsvilkår var nøjagtig som i dag! Højst usikker. De var underlagt mode og kultur strømninger, og selvfølgelig en cocktail af politik og religion. De kunstnere der lykkedes, kunne opleve at det der ét år var afskyelig, chokerende og absolut ikke kunstnerisk, kunne efter et par år vende til at være vovet, grænseoverskridende men ”pege i den rigtige retning”. Og et år senere blev samme kunst omtalt som klassisk, gedigent og elegant. Så mangler jo bare sætningen der indeholder ordene: ”brugt og outdatet”. Tiderne skifter! – men mønsteret er det samme.

Fra mudder til ”se mig farver”
Begrebet god seriøs kunst var i efterkrigstiden kendetegnet af de brækkede farver. Kunstnerne havde lagt afstand til Van Goghs pionerarbejde. En gul kunne ikke længere få lov til at stå nøgen og usikker, men blev f. eks på Van Dunkens palet lige brækket, så udtrykket ikke blev alt for ”uartikuleret” og ”grelt”. Den tendens holdt indtil COBRA bevægelsen Karel Appel, Corneille, Jorn osv. gik ”primitiv” og genopdagede hvad oprindelige stammefolk og for øvrigt børn kunne frembringe. De søgte det ukunstlede og oprigtige og begyndte for øvrigt først rigtigt at kunne sælge deres ting 10 år efter at COBRA gruppen blev opløst. Ca. på det tidspunkt hvor salonerne, der nu hedder gallerier, i Paris lancerede begrebet POP art.

Den anonyme kunstner ser skønheden i et skilt
Kunstscenen i Paris i 60´erne var meget optaget af at lave små fraktioner. Der var de konkrete, de ekspressive, de kinetiske (de der kunne få ting til at snurre rundt og bevæge sig) og de der næsten anonymt kunne fremdrage den skønne oplevelse i et skilt, der hang i det offentlige rum.  POP art. Som altid skal sådan et begreb vandre fra en kultur til en anden. Fra en gammel kultur i Paris til en anden gammel kultur i England, til en nyere kultur i USA, hvor kunstnere der kæmpede for at overleve, og havde deres indtægt fra forretningsverdenen, fanger den nye trend. Det kommer der en Warhol, en Oldenburg, Rauchenburg, en Indiana ud af. Kunstnere der i begyndelsen hylder det at kunstneren er anonym, men henleder beskuerens opmærksomhed på et skilts poesi. De udgør den første generation af POP art kunst.
Alt går i ring. Dvs. alt går i en spiral! Så med det 21-århundredes årsskifte, kom ikke bare frygten for det store digitale nedsmeltningsbrag, men også en kunstscene, der stritter i alle retninger. Klassiske dyder og nye tendenser båret op af et økonomisk boom i Europa, er det som om at ”anything goes”. Popkunsten kommer tilbage også selvom mange af kunstnerne fra den første periode er i live og stadig aktive. I Paris er det kunstnere som B. Pras og Eric Liot og unge Talling der giver popkunsten et nyt tilnavn: figuration narrative. Altså popart udtrykket bliver brugt til, at fortælle om et samtidigt liv. Næsten som det var brudstykker af kunstnerens egen dagbog. Så her har kunstneren forladt den anonyme rolle og tager med eget liv del i billedet.

Galimatias i plastik og dårlig smag
Det er også i disse her år, omkring år 2000, at vi ser en gruppe fra Belgien og Italien kaste sig ud i et orgie, hvor de benytter sig af alt, hvad der inden for kunstens verden har været anset for at være billig effekt og så absolut ikke kunst. Så de nærmest voldsbruger plastic, neon og andre billige effekter. De ved det godt, og kalder sig selv for ”crack-art”. Et af medlemmerne er William Sweetlove, der laver kæledyr, som der burde findes på ethvert børneværelse, men nu optræder de bare støbt i plastic i 2-3 meters højde. Når gruppen udstiller, er det ligeså meget et show, som det er en gammeldags fin kunstudstilling. De bringer sig ikke bare på linje med deres værker, de stiller sig faktisk til skue foran deres værker. – Det hele er for meget alt for meget … og det er også det der meningen!

I skovens stille galskab
På loftet i et tidligere sindssygehospital går Bram Reijnders rundt i sin egen tidslomme. Alle steder ligger der fragmenter af ting, der er samlet op under et galt vanvittigt tidsdyk.  Der er billeder af brasilianske skønheder, en kys-mig-straks-mund, et par glemte fødder fra Anders And, en reklametekst fra en deli-shop og tusindvis af stumper fra plakatsøjler. En samling der ville ha gjort italienske Mimmo Rotella misundelig. Popartkunstneren der gjorde det ”lovligt” at rive plakatsøjlernes smukke tilfældigheder med ind på galleriernes fine vægge. Masser af billeder hele og halvfærdige står, ligger, vælter og flyder som hvirvelvind ind over en stakkels beskuer, som får lov til at træde ind i det her vildmands farve eksplotionsområde.  Alt skal afprøves og det hele helst på én gang. Og så har kunstneren oven i købet den frækhed, at bruge sætningsfragmenter som ”buy me” og endda ”buy me now” og ”delicius”. Nogle af billederne har elementer af guld, glimmer og palietter og en overflade af virkelig kitschet plastic. Et udtryk som man ellers oftest finder i spillehallernes pin-ball automater, hvis du får mere end 120 point, så lyser det hele!
Bram Reijnders er som det barn, der har sneget sig ind til det pæne hjems pæne fødselsdagsbord, og har taget en bid af samtlige cupcakes for at være sikker på, at der ikke var en dekoration, der smagte bedre end de andre. Og så har han oven i købet det samme afvæbnende smil som børn har, når de bliver opdaget: ”det var bare fordi jeg kunne!”  Brams billedeverden, som den fremtræder nu er drevet fremad med den samme pågående energi som et karneval i Brasilien. Alle virkemidler er taget i brug og virkemidlerne er som, når den forsagte forstads kontordame bliver iført netstrømper, vovet kostume og øjenvipper. Det er forløsende og tiltrækkende!
Mon ikke enhver må indrømme at det der er” for meget-for meget”, kan være med til at drive de finkulturelle hovski snovski–meninger ud sammen med lysten til sambaen.

Eric Kaare

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev

Sponsorer:

spar_nord_small


cafe_staehr_logo_small


logo_vinsp


nordjyske_bank_small


Restaurant Empire