& Exlibrissamling

Jens Galschiøt

25. april til 13. juni 2015

Da Jens Galschiøt gik på sit værksted og forberedte udstillingen på Frederikshavns Kunstmuseum tænkte han at det er et lidt svært sted at udstille for en billedhugger, da rummet er delt op i tre dele med faste, spanske vægge.
Men han kom tilfældig forbi en kasse med 20 kobbermasker af Medusa, som han netop har færdiggjort. Det er et smukt kvindeansigt, der skriger, omgivet af en korona af slanger, og pludselig gik det op for ham, at han har lavet en masse skrig i sit 30 årige virke som kunstner. En af hans ”skrig” hedder ’Mr. Ivanovichs indre tilstande’, og han besluttede, at udstillingen på Frederikshavns Kunstmuseum skulle handle om en undersøgelse af hans egne, indre tilstande, og hvad disse tilstande har betydet for hans kunst.  Nogle af disse tilstande er ud over skriget også skammen og kvinderne, som alle har været afgørende drivkræfter i Galschiøts kunst. Heraf titlen ’Skriget – Skammen og Kvinderne’.

Skriget

galschiøt_1

“Jeg har samlet en masse” skrig” sammen til denne udstilling: Medusa-masken, Maskeraden, Fenrisulven, havfruerne, Mr. Ivanovich, skamstøtte-toppen og mange andre skulpturer. Mange er blevet solgt, men jeg har da stadig mange ”skrig” liggende.
’Skriget’ har været et tema, som jeg har brugt, siden jeg skabte mine første skulpturer for over 30 år siden. Jeg må have et ubændigt behov for at slippe af med mine indre skrig, siden jeg har gentaget det i hundredevis af skulpturer. Det kommer lidt bag på mig, at jeg har lavet så mange skulpturer over dette tema.
Hvorfor er svært at sige, men et er sikkert: jeg er endnu ikke færdige med mine skrig. Dem er der mange tilbage af. Sjovt nok hedder mine store skulptur-manifestationer på engelsk ”sculptural outcry”

Skammen

galschiøt_2

“Skammen er måske kombineret med afmagten, der måske har været den stærkeste drivkraft i mit virke som kunstner.
Det var skammen og afmagten over, som 17årig, at opleve fattigdommen og hungersnøden i Afghanistan.  Jeg tror, at jeg følte mig skamfuld, fordi jeg opdagede, hvor privilegeret et menneske jeg var, og at jeg trods det ikke kunne bruge eller ville bruge mit privilegium til at rette op på denne verdens helt åbenlyse urimeligheder.  Det var denne form for skam, der drev mig til at forkaste buddhismen og hippie-tilværelsen for at blive politisk- og socialt aktiv på venstrefløjen.
Det var skammen over at se, mine politiske helte i den tredje verden udvikle sig til korrupte diktatorer, når de fik magten i samfundet, der drev mig ind i den politiske desillusion og fik mig til at melde mig ud af venstrefløjen og påbegynde et nyt liv med fokus på æstetikken som smykke og skulpturkunstner.
Det var skammen over, at jeg magtesløs så på, at borgerkrigen i Jugoslavien udviklede sig til et slagteri. Og det var skammen over, at jeg kunne se i fjernsynet, at vi lod de afrikanere, der flygtede fra Afrikas kyster, drukne i Middelhavet og at opleve at kvinder og børn drev ind på Europas kyster som druknede lig. Og det var skammen over, at mit land og min civilisation nægtede at åbne sine grænser, eller i det mindste hjælpe dem, der flygtede fra slagterierne, der gjorde, at jeg omdefinerede hele mit kunstneriske virke og satte min kunstneriske kraft ind på at skabe dialog og stille spørgsmål ved, hvilken vej vores moral, etik, barmhjertighed og menneskelighed var på vej hen.”

Kvinderne

galschiøt_3

“Det var måske kvinderne, der startede det. Jeg har altid haft en usædvanlig god fantasi om, hvordan kvinder ser ud inden under tøjet – især har tøjets folder fascineret mig, når det smyger sig omkring kroppen og afslører små glimt af kroppens skjulte former.
Jeg har været omgivet af kvinder hele mit liv.
Som søn af en enlig mor, hvis 2 søskende alle boede i de tilstedende lejligheder i det boligblok kompleks, jeg er opvokset i. I realiteten havde jeg tre mødre.
Da min mor døde, og jeg blev flyttet til min far, som var manufakturhandler, var jeg igen omgivet af kvinder. Denne gang af deres tøj – fra det mest intime undertøj og til kjoler og frakker i hans forretning.
Som voksen skabte jeg smykker til kvinderne, og da begyndte jeg så at leve af min kunst, så jeg var omgivet af smukke kvinder på de modemesser, hvor jeg præsenterede mine smykker. På mit værksted var jeg omgivet af kvinde, der kom og købte mine smykker, og privat, hvor jeg lavede en lang række skulpturer med min kone som model.
Nøgne kvinder har altid forstyrret mig, så jeg koncentrerede mig om tøjet og begyndte at skabe en lang række skulpturer, kun bestående af smukke kvindekjoler. Kjolerne så ud som om, de stadig var på kvinderne, fordi man kan se aftrykket af den fraværende kvindekrop i formen, og så sker der det forunderlige, at alle kvinder kan tage plads i mine kjoler. Uanset om de er tykke, tynde, store eller små, formelige eller uformelige, kan de fylde dem ud, fordi det ikke drejer sig om den ydre kvindekrop, men om en skulptur af selve kvinde-identiteten.
Jeg elsker stadig at lave mine kvinder, og når jeg trænger til en pause fra mine vilde happenings, sætter jeg mig hjemme i mit køkken og begynder at modellere mine dejlige kvinde-skulpturer.”

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev

Sponsorer:

spar_nord_small


cafe_staehr_logo_small


logo_vinsp


nordjyske_bank_small


Restaurant Empire