14. januar til 26. februar 2011
Til udstillingen på Frederikshavns Kunstmuseum har Kirsten Christensen arbejdet med temaet ”Udkant”, som lægger sig i forlængelse af hendes tre seneste udstillingstemaer, ”Hindsholm My Way I og II” samt ”De nøgne Træer”.
Kirsten Christensen arbejder med acryl på lærred og på stof (især gamle genbrugsstoffer, duge o.a.). Hun er optaget af livet og naturen omkring sig, som hun skildrer gennem en form for ”grafisk maleri”. Hun ønsker at fortælle historien så enkelt som muligt med udgangspunkt i det sete – ”my way”.
Kirsten Christensens udkant omfattes af såvel skønhed som forfald, natur og menneskeskabt, livet som det udfolder sig blandt mennesker.